fredag den 26. december 2008

Hjemvendt??

Efter sølle 8 timers køretur kunne jeg den 21. december atter sætte fødderne på dansk jord for første gang i fem måneder. At se mine forældre og venner igen er superdejligt, har savnet dem meget!
Alligevel er det mærkeligt at alle taler dansk og jeg føler mig usædvanlig malplaceret i Odense.
Jeg er ved at få et hjerteanfald, hver gang jeg får en regning, sænker farten i alle kryds i den tro at der gælder højre vigepligt og søger forgæves efter den seperate skraldespand til indpakning.
På nuværende tidspunkt bor jeg hos mine forældre, da min lejlighed stadig er fremlejet til en tyrkisk pige, men jeg flytter hjem i morgen. Jeg glæder mig usigeligt til at komme "rigtig" hjem, selv om jeg frygter at den tidligere lejer ikke har lagt så stor vægt på rengøringen.
Indtil midten af februar, hvor jeg starter på sepcialet, har jeg ikke de store planer ud over at aklimatiseres og skrive mit projekt færdigt.
I mit hoved går jeg allerede og planlægger min flytning til Bonn efter specialet, hvor jeg vil gå i gang med pHD'en. Jeg glæder mig til at se alle mine nye venner igen, til at starte i lab hos AK Lützen og tulle rundt i Bonn centrum.
Men indtil videre må jeg jo nyde det år jeg har tilbage i Danmark og sammen med min familie og mine venner. Jeg er jo ikke ked af at være tilbage. ;-)

tirsdag den 16. december 2008

Bildøre

Jeg holder jo meget af biler, det skal ikke være nogen hemmelighed. Dog har jeg på det seneste haft et par nærdødsoplevelse i forbindelse med bildøre, mere bestemt bildøre i bevægelse.
Som lille cyklist, udstyret med en reglementeret cykelhjelm, har man en eller anden ide om at folk ser en. Det plejer også at være tilfældet, en undtagelse er dog parkerede biler og deres ejere. Jeg er nu tre gange blevet tvunget ud på en frisk lille slalom på kørebanen af åbenbart forblindede bilister og deres døre.
Det interessante er, at det åbenbart ikke er nogen sjældenhed. Tyskere åbner bare deres bildøre og så regner de med at alle nok skal nå at undvige. Så jeg er mere eller mindre også den eneste, der bliver sur over den slags opførsel.
Dette er en generel tendens for bilisme i Tyskland; bilister gør som det falder dem lettest, og da alle gør det samme, bliver ingen sure.
Jeg har endnu ikke fundet ud af om det er godt eller skidt, men arbejder ihærdigt på det. ;-)

onsdag den 10. december 2008

Jul i Bonn

Julen i Tyskland er lige med julemarkeder, Glühwein (gløgg) og lyskæder. De fleste byer pynter godt og grundigt op omkring julen. I Bonn, som må betegnes som en mellemstor by, hænger der en utrolig variation af lyskæder og julepynt i gaderne.
Generelt er der meget liv i gågaderne, da der er julemarked, hvilket er ensbetydende med et væld af boder, ikke mindst Glühwein-boder. Glühwein kan findes i alle afskygninger, lige fra vinbondens bedste over hindbær til brombær-blandinger. En ting har de dog alle tilfælles; alkoholprocenten!
Boderne er åbne det meste af aftenen (også på hverdage) og der er altid fyldt med mennesker omkring mad - og drikkeboderne. ;-)
Derudover er der hele to udendørs skøjtebaner i byen og det skal helt klart udnyttes. Udover at tyskere generelt er elendige til at stå på skøjter, er det helt klart et plus at der spilles god musik og at der i tilsutning til skøjtebanerne befinder sig en Glühwein-bod. ;-)

torsdag den 4. december 2008

Feuerzangebowle

Tyskere kan også feste, helst på hverdage synes det. I torsdags var der Feuerzangebowle, som reelt er Glühwein tilsat sukkertop overhældt med brændende rom. Det hele startede kl. 19 og man skulle selv edbringe kop men ellers var det hele gratis.
Samtidigt vises der et par film, bl.a. filmen Die Feuerzangenbowle, hvor ovenstående drik spiller en vigtig rolle. Jeg har set filmen et par gange, men har dog stadig ikke rigtig fået fat i handlingen. I denne her omgang skyldtes de tre kopper feuerzangenbowle jeg fik indtaget, men hyggeligt det var det. Onsdagen kunne dog have været bedre.
Dog havde jeg det ikke så skidt som ham der drak sig bevidstløs og måtte hentes af ambulancen. Så sig ikke at tyskere er kedelige. ;-)

onsdag den 26. november 2008

Fælden smækker

Sophie med tog igen...fra Remagen til Bonn, onsdag aften. Køber ikke billet, gør jeg jo aldrig. Er der lidt tidligere og kunne godt købe en, men gør det ikke. Sidder i toget og hvem kommer....en billetkontrollør. Har en lille stemme i baghovedet, der siger: Nej, nej, det er ikke en kontrollør.
Men stemmen er ikke høj nok og jeg må på engelsk prøve at forklare at automaten ikke ville tage min 5-euro seddel (ikke helt usandsynligt). Det kan han desværre ikke gøre så meget ved andet end at lade mig købe en billet til 3,20 euro her i toget og så sende en mand hen og tjekke automaten. Hvis den virkelig er i stykker (ikke så usandsynligt) vil der ikke ske mere. Med mit held er det selvfølgelig ikke tilfældet og der dumper en regning på 40 euro ind ad brevsprækken midt i julegaventiden.
Så man bliver jo klogere. I denne omgang har jeg lært:
1) Der bliver ALDRIG kontrolleret i myldretiden, kontrolløren kan simpelthen ikke komme igennem.
2) Der kontrolleres som oftest på hverdagsaftener i 21.11 toget fra Remagen, så der bør man købe billet.
3) Vil man stadig undgå at købe en billet, skal man vente med at stige ind i toget i Remagen indtil man har set kontrolløren gå forbi.

Det eneste der trøster mig er at jeg minimum har kørt for det dobbelte. ;-)

fredag den 14. november 2008

2,8-Bis-[2,2']bipyridinyl-5-butadiynyl-4,10-dimethyl-6H,12H-5,11-methanodibenzo-[1,5]-diazocin

Der skal jo også være lidt kemi til de nysgerrige. ;-) Mit projekt har blandt andet gået ud på at fremstille nedenstående molekyle. Problemet har tidligere været, at det ikke har været muligt at syntetisere nok stof til at køre tests på det. Det er imidlertid lykkedes nu (tror vi)....


tirsdag den 11. november 2008

Sankt Martin (lad os bare kalde ham Morten)

Den 11. november er det Sankt Martins Tag i Tyskland. Denne dag fejres den hellige Martin von Tours, en tidligere armensk soldat, der ved et møde med en nøgen tigger, delte sin kappe med sit sværd og gav tiggeren den ene halvdel. Denne dåd gør ham saa populær at byen Tours vil udnævne ham til biskop. Dette er han dog på ingen måde interesseret i, og vælger derfor af alle steder at gemme sig i en gåsestald. Det kommer næppe som en overraskelse for nogen, at gæssene lydstærkt giver hans opholdssted tilkende og Martin må finde sig i at blive udnævnt til biskop.
I Danmark har vi valgt at omdøbe ham til Morten og som hævn på gæssene, skal de selvfølgelig spises på Mortens aften.
I Tyskland gøres der noget mere ud af denne aften. Børnene har i tiden inden lavet laterner i alle mulige (og umulige varianter). Disse skal bruges når man aftenen før går gennem byen med lys i laternerne mens man synger typiske sankt martins sange. Med i processionen er en mand på hest forklædt som den hellige Sankt Martin. Man mødes ved et stort bål og der er der "Wecken" til alle børn. Wecken er et brød af hvededej, som for mig mest smager af barndom. :-)
Wecken

fredag den 31. oktober 2008

Loving and living in Germany

Der er næppe ret mange, der vil være uenige med mig i følgende påstand: Selv om tyskerne er blandt vores nærmeste naboer, er de ret forskellige fra os. Det, der i højere grad hersker uenighed om er, hvorvidt disse forskelle er positive eller negative.
Personligt synes jeg jo, de er positive. Nu er jeg selvfølgelig lettere subjektiv, men på den anden side ved jeg også hvad jeg taler om.

Fordom nr. 1: Tyskere har ingen humor
Det er jo lodret forkert. Tyskere har masser af humor og de viser den gerne gennem talrige cabareter og prunksitzunger til karneval. MEN tyskere kan ikke forstå ironi, et problem de deler med ca. 90 % af verdensbefolkningen (mit lab er undtagelse ;-)).

Fordom 2: Tyskere er autoritære og har det bedst iført en uniform mens de modtager ordrer
Bare fordi man ofte tiltaler folk i tredje person flertal, betyder det ikke at man respekterer dem. ;-) Et godt eksempel er det tyske rygeforbud. Officielt gælder der et lignende rygeforbud som in Danmark, bortset fra at undtagelserne er totalt uoverskueligt. En af disse er, at forbuddet ikke gælder for private klubber, så i mange diskoteker og barer skal man "meldes ind" for at komme ind. Det betyder for eksempel at jeg allerede er medlem af to rygeklubber uden nogensinde at have røget en cigaret.

Fordom 3: Tysk mad er elendigt
Al mad er elendig, når den indtages på Monarc eller lignende. Hvis der er noget tyskerne kan, så er det at lave fødevarer af kvalitet (og så til meget rimelige priser ;-)). Dette skyldes blandt andet, at der er regler for hvor meget kød, der skal være i en vare, før man må kalde det kød. Det har blandt andet skabt problemer for de franske patéer. :-)

Fordom 4: Tyskere er paragrafryttere
Den fordom har jeg selv måtte erkende mig skyldig i, men no more!! Jeg var meget nervøs inden jeg flyttede hertil for alt det papirarbejde jeg skulle igennem, men det viste sig at gå meget nemmere end forventet. Tilmed var de sagsbehandlere jeg har mødt rigtig søde og afslappede! Det er mere end jeg kan påstå om de danske skrankepaver jeg har mødt.

Fordom 5: Den typiske tyske kvinde er en god Hausfrau!
Heller ikke helt korrekt, selv om der helt klart er betydeligt flere hjemmegående kvinder end i Danmark. Dog er dette billede ved at ændre sig. Til gengæld er landet stadig præget af et lettere forældet kvindebillede. Dette giver sig til udtryk på flere forskellige måder. En af de mere positive konsekvenser er, at man som kvinde sjældent behøver at tage penge med i byen. Drinks skal man såmen nok få alligevel. ;-)

Og til sidst lige et billede der viser tyskere, som man aldrig har set dem før. ;-)

fredag den 24. oktober 2008

Sperrmüll og barndomserindringer

Lige for tiden fyldes gaderne i Bonn med stort, voluminøst affald. Det er ikke et tegn på at tyskerne er ved at falde af på deres ordnenssans, men et tegn på at Sperrmüll nærmer sig. Sperrmüll er et arrangement der foregår fire gange om året og i sin enkelthed går ud på at stille al det affald, som ikke kan være i skraldespanden ud på gaden, hvor det så bliver hentet af byens renoveringsselskab.
Udover at det nogle gange kan være lidt af en udfordring at passere fortove i denne periode, er det også den syvende himmel for klunsere og børn. Klunserne kan altid finde et eller andet de mangler, det være sig stole, madrasser eller tilbehør til IKEA-reolen.
Børnene kan til gengæld finde alt, hvad der kræves for at bygge en lille hule inkl. badeværelse og tv. Jeg var selv en inkarneret Sperrmüll-fan og flittig samler af andres affald, hvilket mine forældre kan bekræfte. De vil sent glemme den dag, jeg kom slæbende hjem med en 2 meter høj papfigur, som var blevet kasseret af videoteket. :-)
Så når jeg går forbi bunkerne af affald, kan jeg ikke lade være med at se, om der nu er noget jeg kan bruge. Bortset fra at nu er jeg ikke barn mere, nu er jeg bare klunser. :-(

onsdag den 22. oktober 2008

Palmerne i Malaga

Sol er en helt essentiel faktor i vores liv og vores biokemi. Uden sol ingen D-vitaminer og uden D-vitaminer er livet bare ikke særlig sjovt. Derfor har jeg lige været i Malaga for at få tanket sol til den forestående vinter.....nåja, og for at besøge min gode veninde Stine. ;-)
Og det var en god oplevelse, soltanken er omend ikke fyldt op så i hvert fald påfyldt, men jeg savner stadig palmerne og Stine.
Det fascinerende ved Spanien er, at man slet ikke går det mindste op i, hvordan husene ser ud indefra. Det er jo heller ikke særlig vigtigt, når man alligevel tilbringer det meste af livet udenfor. For det gør de! Samtidig blev døgnrytmen godt og grundigt forstyrret, da man i spanien spiser morgenmad kl. 11, frokost kl. 15-16 stykker og aftensmad ved 22-tiden. Det lykkedes mig dog, takket være ganske mange byture, at følge den spanske metode ganske godt. ;-)
Samtidig fik Stine og jeg sat en ikke ubetydelig mængde tapas til livs, ikke mindst fordi Stine jo kender alle de rigtige steder. Derudover er det klart en fordel at tale spansk, da frasen "no habla espaniol" meget sjældent resulterer i at der bliver snakket engelsk. Der bliver muligvis talt langsommere spansk, men engelsk er lidt et særsyn.....eller hvordan man nu siger det. Det gør nu ikke så meget, for langt de fleste spaniere er virkelig søde. Så må man bare smile sig gennem menukortet. ;-)
Ellers er der meget smukt i Malaga. De har virkelig forstået jugendstil-konceptet og mit kamera kom virkelig på overarbejde. Dog skal det bemærkes at spanierne heller ikke går så meget op i hvordan deres huse ser ud udefra. Der hænges gerne vasketøj eller gamle CD-rom'er ud på altanen (for at skræmme duerne).
Så turen var helt klart værd, at jeg nu skal leve af pasta resten af måneden og der er jo heller ikke så længe til. ;-)

mandag den 6. oktober 2008

Menneskene i Skilteskoven

Hvis man nogensinde har kørt i en almindelig tysk by, er man ikke i tvivl, bogstaveligt talt. Der er skilte overalt, der fortæller dig hvor du skal parkere (en gang per 50 meter), om cyklisters og sporvognes forkørselsret (gerne med flere forskellige skilte) og hvad man ellers kunne komme (og især ikke komme) i tvivl om.
Nu synes selv tyskerne at det er blevet for meget og i den forbindelse har man startet en aktion. Der vanker en dusør til enhver medarbejder indenfor bygge - og anlægssektoren på 10 Euro per udnøvendigt skilt, de fjerner. Så NU bør ethvert skilt frygte for sin eksistens.
Så enkelt er det dog ikke. Belønningen kan først indkasseres, når man har indsendt sit bud på skiltet først og fået det godkendt.
Hvem sagde at tyskerne var bureaukrater? ;-)

onsdag den 1. oktober 2008

Amsterdam by night.....and day

Amsterdam er en by jeg indtil videre kun har set sammen med mine forældre, da jeg var 16 og kun en dag. Det er jo længe ikke nok, så da de tyske statsbaner satte billetter på tilbud til alle større byer i Europa, var jeg klar!
Efter en lille togtur på 4 timer ankom jeg uden den store forsinkelse (se DET er en sjældenhed!) til Amsterdam og begav mig ud for at finde mit hostel. Det har jeg fået anbefalet af min gode veninde Pippi, og jeg kan kun give anbefalingen videre. The flying pig hostel er superhyggeligt og afslappet med lounging-område, bar og godt selskab.
Det gode selskab løb jeg ind i lige efter jeg trådte ind i mit værelse. Der mødte jeg Dimi, som er australier med græsk afstamning. Hendes rejsemakker, Alex, lå og sov, fordi hun var lidt småsyg, og så gik vi en os en tur i Amsterdam.
Resten af weekenden hægtede jeg mig på de to og deres overraskende store omgangskreds, der tilfældigvis befandt sig i Amsterdam denne weekend. Dog ramte de begge køjen ret tidligt, hvorefter jeg tog videre på disko (læs: tekno, med store lysskærme) sammen med en fyr fra Columbien.
Jeg var først hjemme igen kl 5 og skulle rydde min seng kl. 10.30, så det meste af søndagen var jeg lettere medtaget. Desværre blev det ikke til så meget museumsværk, da mine ledsagere var lidt sløve og insiterede på at købe svampe som de kunne spise inden Van-Gogh-museet. Jeg er jo en sød pige, så det skulle jeg i hvert fald ikke nyde noget af. ;-)
Men generelt rækker 24 timer ikke til at se Amsterdam ordentligt, så derfor skal jeg helt klart af sted igen. Næste gang kunne det dog være rart at have en rejsefælle, så bare meld jer! ;-)
Jeg fik dog en lille souvenir med hjem i form af Alex' forkølelse, så de sidste par dage har stået på stirren på computeren herhjemme iblandet en god omgang te og varme sokker. Nåja, så glemmer man da ikke den tur.

tirsdag den 23. september 2008

Intimkoncert med Veto

Når man nu bor så tæt på en millionby (Köln red.) skal man jo udnytte de kulturelle tilbud, der byder sig. I dette tilfælde valgte jeg dog ikke at risikere for meget og købte billetter til en koncert med det danske band Veto i søndags. For 12 Euro kunne jeg godt overskue det økonomisk, og det viste sig faktisk at togbilletterne frem og tilbage løb op i 12,60 Euro og dermed var dyrere end selve billetten.
Til gengæld var de hele oplevelsen værd. I Tyskland kender man ikke så meget til Veto, så de 50(!!!) mennesker, der var til koncerten var inkarnerede fans og det var en super stemning med så få mennesker. (Som sammenligningsgrundlag kan jeg oplyse at man den 26. september kan komme til intimkoncert med selvsamme band på oslobåden sammen med 179 andre.)
Bagefter fik jeg mig også lige en lille snak med bandet på dansk, så det var jo meget hyggeligt. ;-)

torsdag den 18. september 2008

Trafik

Trafik er en mangefacetteret ting, også i Tyskland. Især som cyklist har jeg stået overfor mangen udfordring. For eksempel kan det anbefales at sætte sig ind i den tyske "rechts vor links" - eller "højre vigepligt"- regel. Reglen er den samme om i Danmark, men her bliver den faktisk anvendt, for jeg har aldrig est hajtænder i det her land. I praksis betyder dette at man skal sænke farten hver gang man kommer til en krydsende vej, ellers kunne det godt gå hen og blive småfarligt. :-)
Generelt harcyklister dog udmærkede forhold, de må fx. ofte køre over for rødt (det samme gælder i øvrigt sporvognene og indimellem også hyrevogne). Venstresving er til gengæld en risikabel affære. Når man står der midt i morgentrafikken ude i venstresvingsbanen mellem bilerne (og de er store her i Tyskland!!), så er man utrolig glad for sin cykelhjelm!
Jeg er dog sjældent bange for den i Odense så frygtede bybus. En episode forleden (der i øvrigt har gentaget sig et par gange) får mig til at tro, at helvede nu er frosset til is: Jeg kommer trillende på min cykel hen imod et fodgængerfelt samtidig med at en bus er på vej. Og man tror det er løgn, men bussen HOLDER!!! Den holdt for mig....en lille cyklist, der kører ulovligt på fortovet!!!
Dertil skal det siges at de fleste cyklister ikke tager det så tungt om de nu kører på cykelsti, fortov eller gågade. I hvert fald den ene slags cyklister, for tyske cyklister kan deles op i to grupper med undergrupper:

1) Hverdagscyklisterne
1a)De unge
1b)Profferne

2) Søndagscyklisterne

Hverdagscyklisterne er dem, der selvfølgelig tager cyklen hver dag. Mange af dem er studerende, hence de unge og de har sjældent cykelhjelm og intet specielt godt forhold til regler for trafik og færdsel.
Profferne til gengæld iklæder sig hver morgen cykelshorts, hjelm og cykelhandsker og så begiver de sig ellers ud i storbyjunglen, klar til at overhale enhver, der har glemt sine reflekser.
Sidst men ikke mindst er der jo så søndagscyklisterne, som typisk kan findes langs Rhinen ligeledes udstyret med det sidste nye indenfor cykelbeklædning og med en hastighed på niveau med den gennemsnitlige rollatorbruger.

Men har man først indrettet sig efter de her til lands gældende forhold og regler, så går det såmen udmærket og jeg regner da stærkt med at vende uskadt hjem.

søndag den 14. september 2008

Sorry, I don't understand what you are saying....

Jeg kører rimelig tit med toget til Remagen, min gamle hjemby. Dette sker fordi en god veninde af familien, Motee, så generødt har tilbudt at vaske og tørre det tøj, som ikke kan tåle tørretumbler. Dette er nødvendigt, da jeg ikke i lejligheden har mulighed for at tørre tøj i større mængder.
I fredags var jeg så igen på Remagen-vasketøjstur og jeg køber aldrig en billet (3,40 Euro!!), da Statsbanerne alligevel har sparet kontrollørerne væk på den strækning.
På vej hjem sidder jeg stille og slapper af i toget med mit vasketøj og skoene nonchalant placeret på sædet overfor, da der stiger en kontrollør ind......
Sophie tænker hurtigt, og da hun beder om min billet, forklarer jeg hende på mit bedste engelsk, at jeg ikke kunne finde ud af billetautomaten og derfor ingen billet har. Desværre er kontrollørens engelsk mildest talt begrænset, så hun forstår ikke min brilliante forklaring. Kort efter dukker der en sød tysk student op, forklarer hende min situation og tilbyder at tage mig med på hans studenterbillet, hvor man kan få en ekstra person med gratis. Imens sidder jeg og prøver at lade som om jeg intet forstår og ser rådvild ud. ;-)
Kontrolløren accepterer forslaget og studenten, som i øvrigt hedder Andie, spørger om han må sætte sig i min bås. Det får han allernådigst lov til (nu har han jo strengt taget betalt min billet) og resten af turen foregår på engelsk, i blandet en masse små hvide løgne og forsøg på at skjule mine egentlig ganske udmærkede tyskevner.
jo, tyskere er rigtig søde. ;-)

fredag den 29. august 2008

Pros and cons

Jeg kan jo ikke benægte min hang til det systematiske og tendens til at sortere alting efter farver (tøj), navn (CD'er) eller højde (bøger). Derfor vil jeg efter knap en måned i Tyskland afslutte august med en for og imod liste.

Cons:
  • Her er ingen af mine gode danske venner eller min familie....piiiiiv
  • Hvor er mine danske kartofler???
  • Fuldstændig sindssyge mobiltelefonipriser
  • Troede jeg kunne vænne mig til synkroniserede film....men nej
  • Min lejlighed og ikke mindst min 140 cm brede seng (er indtil videre ikke faldet ud af sengen, men har godt nok været tæt på et par gange)
  • Det er altså lidt nemmere når alle bare er dus




Pros:
  • Her er masser af nye og spændende mennesker
  • Leberwurst.....mums!!!
  • Fødevarepriser.....jeg lever som en konge!!!
  • Rhinen udgør en perfekt løberute
  • At bo i midt i gågaden kan altså ikke prissættes
  • Cafepriserne er jo ganske rimelige ;-)
Hm....alt i alt står den jo på uafgjort, så jeg må nok blive her lidt længere inden jeg afgør om jeg vender tilbage til Danmark. ;-)

søndag den 24. august 2008

Weekend i Bonn

På trods af at Bonn ikke er væsentligt større end Odense, sker der væsentligt mere. Sidste weekend war der volleyball turnering og i den anledning blev der slæbt tonsvis af sand og to tribuner midt ud på Münsterplatz, og så var der ellers volleyball for alle pengene. Denne her weekend er der så både antikmarked og vinfest.
Jeg har selvfølgelig været en tur på markedet og har også fundet (og købt) noget, der faldt i min smag. De to tryk er fra 70'erne (fik jeg at vide ;-)) og passer supergodt ind i min stue......altså i Danmark (nu er du advaret Bodil).
Ellers har ikke bedrevet meget denne weekend, i forhold til mine standarder i hvert fald.
I lørdags tilbragte jeg 2½ time på møntvaskeriet, da jeg havde tre vaske, men kun en maskine. Men hyggeligt var det, og jeg fik både læst min bog færdig og snakket med de andre i vaskeriet.
Senere tog jeg til ekstra- karatetræning (nej, jeg kan ikke lade være!) og efterfølgende fulgtes jeg hjem med en pige fra træningen og vi fik lidt aftensmad og hyggede. Social life, here I come!!!
Det hele besværes dog af at Florence er flyttet ud (af stuen) og dermed har givet os fri adgang til fjernsynet igen. Når man ikke har siddet og stenet foran flimmerkassen i tre uger, er det lidt af en velsignelse at kunne smække benene op og slå hjernen fra. :-)
Overvejer at slutte min søndag af med en tur på stumfilmsfestivalen, hvor der vil være live klavermusik. Nu må vi se.

torsdag den 21. august 2008

Loesning paa Kvizz

Der er kommet mange interessante bud, og det er jo altid rart hvis man kan spore lidt engagement. ;-)
Naa, men her kommer oejeblikket alle har ventet paa: Det er en lille beholder, som er supergod til at koere TLC'er i. :-)

onsdag den 20. august 2008

Tysk grundighed

Efter en god bytur i lørdags havde jeg det jo lidt skidt om søndagen. Knapt så overraskende. Mere overraskende er det, når det forsætter mandag. Enten har det været en fantastisk våd bytur ellers også er det noget andet galt. Til min skuffelse havde jeg ikke indtaget nok alkohol til at holde tømmermændene kørende til mandag.
Til gengæld lå jeg med feber og mavesmerter natten til tirsdag, hvorefter jeg opsøgte en læge. Hun fortalte mig (efter sølle 1½ times ventetid) at mine symptomer kunne tyde på en blindtarmsbetændelse. Hun var ikke sikker men foretrak at henvise mig til hospitalet, hvor jeg kunne blive undersøgt nærmere. (Nejnej, jeg var slet ikke i panik!!)
Så jeg begiver mig videre (til fods, stolede ikke på mine evner som cyklist i min daværende tilstand) og finder ad omvejen hen til Skt. Elisabeth Hospitalet, hvor jeg så bliver undersøgt (af tre læger og en sygeplejerske....luksus, må man sige) og efterfølgende indlagt til observation.
Jeg får også taget en blodprøve, og til det formål får jeg indsat en slags permanent nål, som sidder i min arm hele tiden og er tapet fast. Jeg tror Maja kalder dem for "butterfly". Jeg føler ikke den store trang til at sammenligne nåle med sommerfugle, faktisk vil jeg vove at påstå at den nål i min arm, var det værste ved opholdet.
Lægerne var meget professionelle, hilste, gav hånd og tiltalte mig med "Frau Hytteballe" (det skal man liiiige vænne sig til), men smile, det havde de færreste lært. Faktisk så det ud som om evnen til at smile aftog omvendt proportionelt med alder og status.
Jeg delte mit værelse med en ung kvinde, der var blevet indlagt med voldsomme mavesmerter, som ingen kunne finde en årsag til (nogen der kan genkende noget??). Det var ikke hendes første tur på sygehuset, og hun var vist godt træt af det. I hvert fald valgte hun at gemme 2/3 af den kontrastvæske, hun skulle drikke (og som skulle være med til at opklare hendes problemer), i en vandflaske, og gemme denne i en skuffe. Afsluttende fik jeg så at jeg vide, at jeg bare ikke skulle sige noget. Nej bevares, mod dumhed kæmper selv Gud forgæves.
Det korte og det lange er at jeg nu, 20 Euro fattigere, er udskrevet og ved godt mod og forhåbentlig klar til at møde på arbejde igen i morgen.

søndag den 17. august 2008

Historisk Vinfest

Det er nok ikke nogen hemmelighed, at jeg har en svag forkærlighed for rødvin. Dertil er ingen begivenhed bedre til at udleve sin tilbøjelighed end den historiske vinfestival i Heimersheim http://www.historisches-weinfest-heimersheim.de/. Det er en begivenhed, der tiltrækker mennesker i alle aldersklasser og det er i sig selv en fryd at se den ellers rimelig beherskede ældre generation af tyskere rende rundt og slingre. :-) Ikke at jeg var i stand til at gå på en lige linie, men mere om det senere.
Heimersheim er en lille by med et fantastisk smukt centrum og til festen opstilles der boder med alt fra vin og mad til kunsthåndværk på middelaldermaner. Mange af indbyggerne er klædt ud og der er musik på alle hjørner. Mig og mine ledsagere slog os ned i et hjørne, hvor der blev spiller på sækkepibe og trommer, en blanding, der lyder overraskende godt.
Bag bandet kan man i baggrunden ane en bruser. Den bruges når man har været nede i den opvarmede badebalje. Den benyttes fortrinsvist uden tøj, men med joint.
Derudover forefindes et super udvalg af middelalderlige madvarer, blandt andet den tyske specialitet, Flammkuchen, der er en slags pizza med supersprød bund. De bages i stenovne og det er hårdt arbejde at producere dem. Armene i forgrunden tilhører en kvinde!!
Ellers er der bare liv og glade dage og et ton mennesker, der resulterer i at alle forsøg på at bevæge sig fra et sted til et andet foregår i snegletempo. Så kan man også rigtig lære hinanden at kende. ;-)
Nå, men jeg regner stærkt med at tømmermændene har fortaget sig i morgen, når jeg skal på arbejde.

fredag den 15. august 2008

Lille Kvizz (mest for kemikere)


Så er det gættetid. Som tidligere nævnt er der jo mange sjove ting i mit nye lab, som jeg ikke har set før. Blandt andet følgende genstand. Jeg var selv dybt fascineret og begejstret.
Der kommer ingen tips endnu, men måske senere, hvis det viser sig at være for svært. ;-)
Men som sagt, byd løs.
PS: Ikke-kemikere må også gerne være med. ;-)

torsdag den 14. august 2008

Forbandelsen er brudt

Verden er ikke så gennemført ond som man indimellem tror. Jeg har lige været til min første karatetræning i Bonn (http://www.karate-club-bonn.de/) og det var super. :-)
Trænere, der hilser på en (ja, man bliver helt nervøs) og motiverer og giver tips. Det er bare helt vildt. ;-)

Traeneren fra helvede (eller lidt guf til jiu-jitsu-ka'erne)

Eftersom jeg jo er sports - og ikke mindst kampsportsfanatisk, saa har jeg jo soegt efter muligheder for at traene jiu-jitsu her i Bonn. I gaar aftes skulle jeg saa (efter 10 timer i lab:-S) til min foerste traening i Bonn.
Jeg finder ud af at jeg har misforstaaet hjemmesiden (som om det var en udfordring), for her traenes godt nok jiu-jitsu, men blandet med ashihara-karate og EOS, en mere voldelig videreudvikling af jiu-jitsu. Den korte version: der bliver kaempet, meget og med fuldkontakt.
Jeg taenker straks, at den stilart har jeg ingen grad indenfor, saa jeg iklaeder mig mit hvide baelte, som jeg ikke har haft paa i 9 aar (lidt spoejs fornemmelse). Hertil skal det lige siges at alle klaeder om sammen, saa jeg ender lige med at smutte en tur ind paa toilettet, da jeg ikke foeler trang til at udsaette et helt omklaedningsrum fyldt med maend ( + en kvindelig traener) for mine atributter.
Derefter maa jeg selv gaa over til den kvindelige traener, der indtil videre fuldstaendig har ignoreret mig og praesentere mig selv og min baggrund. Jeg naevner ikke min 1. dan, men siger bare at jeg har traenet jiu-jitsu i Danmark.
Nu begynder saa mine halvanden time i helvede. Den kvindelige traener er konstant over mig og retter mig hele tiden. I en omgang gulvkamp (hvilket virkelig ikke er min staerke side) med traeneren spoerger jeg hende om lidt tips og fif, men faar bare at vide, at jeg bare skal kaempe og "foele" mig frem. Naa, saadan!
Senere spoerger hun til min grad og jeg fortaeller at jeg har 1. dan. "Det overrasker mig godt nok" er svaret, som alle i oevrigt hoerer. Derefter bliver det rigtig sjovt. Alle mine faldteknikker forkerte, hver gang jeg laver de mindste fejl er hun over mig for "det burde min traener da have laer mig", min paradestand er forkert og det samme er min parader, for "det her er jo ikke shotokan-karate".
Eneste lyspunkt i halvanden times hetz er fyrene fra holdet, der gerne vil hjaelpe mig og give mig tips. Og indimellem er der en, der kommer over til mig og siger jeg ikke skal tage mig saa meget af hende, hun har en daarlig dag.
Saa den korte version er, at jeg aldrig saetter mine ben paa det sted igen. Hun kan faa lov at forblive eneste medlem med to X-kromosomer for all I care. Imens vil jeg begive mig paa jagt efter en klub, der rent faktisk er interesseret i nye medlemmer.

onsdag den 13. august 2008

Lidt guf til scienterne

Den første dag i lab var som en gåtur på glødende kul. Tusinde nye metoder, masser af anderledes apparatur og kun nye mennesker. Ahhh!!!! Og så gik alt jeg rørte ved selvfølgelig helt galt, det er jo klart. Jeg har dog fået min egen computer, hvor jeg pænt har placeret min laboratorierotte. :-)
Men for at vende tilbage til det vigtige: Lab! For det første er jeg pt. den eneste ikke Ph.D. studerende. Her er faktisk ikke mindre en fem stk. De er klassificeret erfarne nok til ikke at behøve at have kittel på. Det er jeg så ikke. Jeg behøver vel ikke nævne hvor åndet jeg føler mig når jeg som ene mand har kittel på?
Så vi er enige om at jeg allerede føler mig som en alien. Dertil kommer at jeg aldrig har hørt om Schlenk-metoden (det har Maria så hurra for det), eller har brugt en vakuumpumpe med to frysefælder eller set et fordelingsanlæg inde i stinkskabet, der kan bytte mellem Argon og vakuum. Men det hat jeg lært nu. Og det har også fordele rent faktisk at vide, hvor meget vakuum man har på.
Og plads, det er der. Vi kommer ikke til at gå og gnide op ad hinanden. På billedet ses det lab jeg arbejder i, og lige nu er vi tre derinde, i morgen to, for den ene går på ferie. Jeg går selvfølgelig stadig og leder efter alting og spørger om alting, men indtil videre er der ingen, der har slået mig irritation, så jeg synes det går godt. :-)
Til dagens succeshistorie hører også at jeg i dag kørte en søjle, hvor alt stoffet var ude efter 12. fraktion og der ikke var en eneste blandet fraktion (tag den helle ;-)).
Desværre har de ikke en søjlemaskine (I miss u Tage), til gengæld har de en fraktionsopsamler. Ikke at det er nogen store hjælp, jeg foretrækker at gøre det selv. Men det de har er en splinterny rotafordamper. Kolben køres ned i vandet elektrisk og vakuumet kan indstilles!! Det er helt vildt, jeg havde den ned på 4 mbar i dag. Jeg er DYBT imponeret. :-) Jeg håber det bliver ved på den måde.

tirsdag den 12. august 2008

Rhinlandet


Meget kan man sige om at bo i centrum, fx. at der er for meget larm, for meget smog, for mange mennesker, MEN når man i løbet af fem minutter kan komme ned til Rhinen er jeg faktisk ret fleksibel. På billedet er vist en lille del af min nye løberute. Slå den Danmark! ;-)


Ellers er forældrene lige rejst og på trods af at jeg synes de er dødirreterende, så savner jeg dem alligevel. Gud forstå hvorfor menneskelige forhold skal være så mærkelige. Jeg savner selvfølgelig også alle mine venner. Det er først nu at jeg opdager, hvor ensom det føles, når man endnu ikke har dannet et netværk.
Jeg er sikker på at det nok skal komme, og indtil da har jeg jo min bedste ven, min lille laptop, min lille baby. Det betyder selvfølgelig at enhver form for kontakt fra Jer er mere end bare almindelig velkommen.

Har dog fundet dele af mit gamle netværk i form af mine gamle klassekammerater fra 4. klasse på Tysklands svar på facebook www.wer-kennt-wen.de. Det skal nok blive sjovt når man ikke har set hinanden i 13 år.
Ellers venter jeg stadig på mit SIM-kort, der er røget tilbage til afsenderen fordi vi ikke liiiige nåede at sætte mit navn på døren før torsdag. Så indtil videre er skype min redning, da det ikke er helt billigt at ringe til en tysk telefon fra en dansk mobiltelefon i Tyskland (Surprise!!).
I morgen er planen at tage til min første jiu-jitsu træning i Tyskland (kan jo ikke holde mig væk), så det bliver meget spændende. Nu må vi bare håbe de kan lide mig, ellers må jeg jo banke fornuften ind i dem. ;-)

fredag den 8. august 2008

Beliggenhed


Så er man tilbage igen. Her går det stadig godt, men jeg frygter dog for min økonomi, da jeg bor midt i gågaden med tøjforretinger (Zara!!!!), skobutikker og cafeer lige om hjørnet til at friste svage sjæle som min egen. Suk! Det er da heller ikke nemt!
Det kemiske institut (eller Kekulé-instituttet) har en helt anden slags central beliggenhed. Der er til enhver tid mulighed for at spejde ud af vinduet og få øje på en letpåklædt kvinde (eller tre) i meget kort nederdel og tilsvarende høje hæle. Jeps, der er direkte udsigt (og adgang, hvis man ellers lyster) til Endenichs luderkvarter. Så har man også prøvet det. ;-)

torsdag den 7. august 2008

Ankommet


Så er jeg lykkeligt ankommet til Bonn og min nye lejlighed er....ja....lille. Den ligger på 4. sal, er fyldt med skråvægge og når man skal i bad, skal man bruge møntindkast. Men til gengæld er den fyldt med søde mennesker. Der er som sagt ikke voldsomt meget plads på mit værelse, og det var lidt af en udfordring at få placeret indholdet af mine tre flyttekasser plus to sportstasker, men det lykkedes med varierende succes (se billede).

Min udlejer er også noget speciel, hun bor på anden sal, mens hendes søn bor på tredje (hvem sagde nepotisme??). Den dame skal godt nok stryges med hårene, men det er jo også godt at få lidt træning i. ;-)

Vi har internet, men indtil videre kun et kabel. Eftersom min sambo skal aflevere sit speciale i morgen, har hun lidt forrang til kablet. Jeg sidder derfor på en cafe (cafe podcast), hvor man via deres hjemmeside, kan følge med i, hvem der sidder på cafeen (http://www.cafe-podcast.de/). Der vil jeg nok være at finde relativt ofte. ;-)

Indtil tirsdag har jeg stadig ferie, så jeg bruger tiden på at slappe af, finde alle de nærmeste jiu-jitsu og karate klubber og på lørdag skal jeg med Remagens Brandvæsens båd med og se "Rhein in Flammen" langs Koblenz. Det bliver bare super!!!

fredag den 11. juli 2008

Bolig fundet!!!


Så er lykken vendt og jeg har fundet et fint lille bofællesskab i Bonn Centrum. Jeg skal på sammen med to piger, der læser kunsthistorie, så vi skal nok få nogle interessante samtaler. ;-)
Eneste ulempe er at jeg skal slæbe mit vasketøj fra 3. sal til vaskeriet på den anden side af gaden, men mon ikke jeg klarer den også??
Indtil videre har jeg indkodet mit nye hjem, uni og alle kampsportsklubber i ti kilometers omkreds på google maps, så jeg er i den grad klar til at indtage Bonn. Weee!!!!

torsdag den 3. juli 2008

Tysk administration

Har fundet ud af at jeg skal ind på "anmeldeamt" når jeg kommer til Tyskland. Mit første møde med det tyske bureaukrati og jeg frygter det!! Så vidt jeg har forstået indebærer mødet medbringelse af en hel masse sindssyge dokumenter og selvfølgelig den obligatoriske, evige ventetid.
Men nu må vi se. Indtil videre kunne det være rart at høre fra "studentenwerk" om en bolig. :-D

søndag den 15. juni 2008

Rejsefeber

Nu hvor jeg tager af sted til det grumme Tyskland i fem måneder, skal der jo være en mulighed for all jer til at følge med i hvad der foregår dernede. :-)
Det er så det, denne her blog er et forsøg på.