Intimkoncert med Veto

Når man nu bor så tæt på en millionby (Köln red.) skal man jo udnytte de kulturelle tilbud, der byder sig. I dette tilfælde valgte jeg dog ikke at risikere for meget og købte billetter til en koncert med det danske band Veto i søndags. For 12 Euro kunne jeg godt overskue det økonomisk, og det viste sig faktisk at togbilletterne frem og tilbage løb op i 12,60 Euro og dermed var dyrere end selve billetten.
Til gengæld var de hele oplevelsen værd. I Tyskland kender man ikke så meget til Veto, så de 50(!!!) mennesker, der var til koncerten var inkarnerede fans og det var en super stemning med så få mennesker. (Som sammenligningsgrundlag kan jeg oplyse at man den 26. september kan komme til intimkoncert med selvsamme band på oslobåden sammen med 179 andre.)
Bagefter fik jeg mig også lige en lille snak med bandet på dansk, så det var jo meget hyggeligt. ;-)

Trafik

Trafik er en mangefacetteret ting, også i Tyskland. Især som cyklist har jeg stået overfor mangen udfordring. For eksempel kan det anbefales at sætte sig ind i den tyske "rechts vor links" - eller "højre vigepligt"- regel. Reglen er den samme om i Danmark, men her bliver den faktisk anvendt, for jeg har aldrig est hajtænder i det her land. I praksis betyder dette at man skal sænke farten hver gang man kommer til en krydsende vej, ellers kunne det godt gå hen og blive småfarligt. :-)
Generelt harcyklister dog udmærkede forhold, de må fx. ofte køre over for rødt (det samme gælder i øvrigt sporvognene og indimellem også hyrevogne). Venstresving er til gengæld en risikabel affære. Når man står der midt i morgentrafikken ude i venstresvingsbanen mellem bilerne (og de er store her i Tyskland!!), så er man utrolig glad for sin cykelhjelm!
Jeg er dog sjældent bange for den i Odense så frygtede bybus. En episode forleden (der i øvrigt har gentaget sig et par gange) får mig til at tro, at helvede nu er frosset til is: Jeg kommer trillende på min cykel hen imod et fodgængerfelt samtidig med at en bus er på vej. Og man tror det er løgn, men bussen HOLDER!!! Den holdt for mig....en lille cyklist, der kører ulovligt på fortovet!!!
Dertil skal det siges at de fleste cyklister ikke tager det så tungt om de nu kører på cykelsti, fortov eller gågade. I hvert fald den ene slags cyklister, for tyske cyklister kan deles op i to grupper med undergrupper:

1) Hverdagscyklisterne
1a)De unge
1b)Profferne

2) Søndagscyklisterne

Hverdagscyklisterne er dem, der selvfølgelig tager cyklen hver dag. Mange af dem er studerende, hence de unge og de har sjældent cykelhjelm og intet specielt godt forhold til regler for trafik og færdsel.
Profferne til gengæld iklæder sig hver morgen cykelshorts, hjelm og cykelhandsker og så begiver de sig ellers ud i storbyjunglen, klar til at overhale enhver, der har glemt sine reflekser.
Sidst men ikke mindst er der jo så søndagscyklisterne, som typisk kan findes langs Rhinen ligeledes udstyret med det sidste nye indenfor cykelbeklædning og med en hastighed på niveau med den gennemsnitlige rollatorbruger.

Men har man først indrettet sig efter de her til lands gældende forhold og regler, så går det såmen udmærket og jeg regner da stærkt med at vende uskadt hjem.

Sorry, I don't understand what you are saying....

Jeg kører rimelig tit med toget til Remagen, min gamle hjemby. Dette sker fordi en god veninde af familien, Motee, så generødt har tilbudt at vaske og tørre det tøj, som ikke kan tåle tørretumbler. Dette er nødvendigt, da jeg ikke i lejligheden har mulighed for at tørre tøj i større mængder.
I fredags var jeg så igen på Remagen-vasketøjstur og jeg køber aldrig en billet (3,40 Euro!!), da Statsbanerne alligevel har sparet kontrollørerne væk på den strækning.
På vej hjem sidder jeg stille og slapper af i toget med mit vasketøj og skoene nonchalant placeret på sædet overfor, da der stiger en kontrollør ind......
Sophie tænker hurtigt, og da hun beder om min billet, forklarer jeg hende på mit bedste engelsk, at jeg ikke kunne finde ud af billetautomaten og derfor ingen billet har. Desværre er kontrollørens engelsk mildest talt begrænset, så hun forstår ikke min brilliante forklaring. Kort efter dukker der en sød tysk student op, forklarer hende min situation og tilbyder at tage mig med på hans studenterbillet, hvor man kan få en ekstra person med gratis. Imens sidder jeg og prøver at lade som om jeg intet forstår og ser rådvild ud. ;-)
Kontrolløren accepterer forslaget og studenten, som i øvrigt hedder Andie, spørger om han må sætte sig i min bås. Det får han allernådigst lov til (nu har han jo strengt taget betalt min billet) og resten af turen foregår på engelsk, i blandet en masse små hvide løgne og forsøg på at skjule mine egentlig ganske udmærkede tyskevner.
jo, tyskere er rigtig søde. ;-)

Pros and cons

Jeg kan jo ikke benægte min hang til det systematiske og tendens til at sortere alting efter farver (tøj), navn (CD'er) eller højde (bøger). Derfor vil jeg efter knap en måned i Tyskland afslutte august med en for og imod liste.

Cons:

• Her er ingen af mine gode danske venner eller min familie....piiiiiv
• Hvor er mine danske kartofler???
• Fuldstændig sindssyge mobiltelefonipriser
• Troede jeg kunne vænne mig til synkroniserede film....men nej
• Min lejlighed og ikke mindst min 140 cm brede seng (er indtil videre ikke faldet ud af sengen, men har godt nok været tæt på et par gange)
• Det er altså lidt nemmere når alle bare er dus
  

Pros:

• Her er masser af nye og spændende mennesker
• Leberwurst.....mums!!!
• Fødevarepriser.....jeg lever som en konge!!!
• Rhinen udgør en perfekt løberute
• At bo i midt i gågaden kan altså ikke prissættes
• Cafepriserne er jo ganske rimelige ;-)
  

Hm....alt i alt står den jo på uafgjort, så jeg må nok blive her lidt længere inden jeg afgør om jeg vender tilbage til Danmark. ;-)

Weekend i Bonn

På trods af at Bonn ikke er væsentligt større end Odense, sker der væsentligt mere. Sidste weekend war der volleyball turnering og i den anledning blev der slæbt tonsvis af sand og to tribuner midt ud på Münsterplatz, og så var der ellers volleyball for alle pengene. Denne her weekend er der så både antikmarked og vinfest.
Jeg har selvfølgelig været en tur på markedet og har også fundet (og købt) noget, der faldt i min smag. De to tryk er fra 70'erne (fik jeg at vide ;-)) og passer supergodt ind i min stue......altså i Danmark (nu er du advaret Bodil).
Ellers har ikke bedrevet meget denne weekend, i forhold til mine standarder i hvert fald.
I lørdags tilbragte jeg 2½ time på møntvaskeriet, da jeg havde tre vaske, men kun en maskine. Men hyggeligt var det, og jeg fik både læst min bog færdig og snakket med de andre i vaskeriet.
Senere tog jeg til ekstra- karatetræning (nej, jeg kan ikke lade være!) og efterfølgende fulgtes jeg hjem med en pige fra træningen og vi fik lidt aftensmad og hyggede. Social life, here I come!!!
Det hele besværes dog af at Florence er flyttet ud (af stuen) og dermed har givet os fri adgang til fjernsynet igen. Når man ikke har siddet og stenet foran flimmerkassen i tre uger, er det lidt af en velsignelse at kunne smække benene op og slå hjernen fra. :-)
Overvejer at slutte min søndag af med en tur på stumfilmsfestivalen, hvor der vil være live klavermusik. Nu må vi se.

Loesning paa Kvizz

Der er kommet mange interessante bud, og det er jo altid rart hvis man kan spore lidt engagement. ;-)
Naa, men her kommer oejeblikket alle har ventet paa: Det er en lille beholder, som er supergod til at koere TLC'er i. :-)

Tysk grundighed

Efter en god bytur i lørdags havde jeg det jo lidt skidt om søndagen. Knapt så overraskende. Mere overraskende er det, når det forsætter mandag. Enten har det været en fantastisk våd bytur ellers også er det noget andet galt. Til min skuffelse havde jeg ikke indtaget nok alkohol til at holde tømmermændene kørende til mandag.
Til gengæld lå jeg med feber og mavesmerter natten til tirsdag, hvorefter jeg opsøgte en læge. Hun fortalte mig (efter sølle 1½ times ventetid) at mine symptomer kunne tyde på en blindtarmsbetændelse. Hun var ikke sikker men foretrak at henvise mig til hospitalet, hvor jeg kunne blive undersøgt nærmere. (Nejnej, jeg var slet ikke i panik!!)
Så jeg begiver mig videre (til fods, stolede ikke på mine evner som cyklist i min daværende tilstand) og finder ad omvejen hen til Skt. Elisabeth Hospitalet, hvor jeg så bliver undersøgt (af tre læger og en sygeplejerske....luksus, må man sige) og efterfølgende indlagt til observation.
Jeg får også taget en blodprøve, og til det formål får jeg indsat en slags permanent nål, som sidder i min arm hele tiden og er tapet fast. Jeg tror Maja kalder dem for "butterfly". Jeg føler ikke den store trang til at sammenligne nåle med sommerfugle, faktisk vil jeg vove at påstå at den nål i min arm, var det værste ved opholdet.
Lægerne var meget professionelle, hilste, gav hånd og tiltalte mig med "Frau Hytteballe" (det skal man liiiige vænne sig til), men smile, det havde de færreste lært. Faktisk så det ud som om evnen til at smile aftog omvendt proportionelt med alder og status.
Jeg delte mit værelse med en ung kvinde, der var blevet indlagt med voldsomme mavesmerter, som ingen kunne finde en årsag til (nogen der kan genkende noget??). Det var ikke hendes første tur på sygehuset, og hun var vist godt træt af det. I hvert fald valgte hun at gemme 2/3 af den kontrastvæske, hun skulle drikke (og som skulle være med til at opklare hendes problemer), i en vandflaske, og gemme denne i en skuffe. Afsluttende fik jeg så at jeg vide, at jeg bare ikke skulle sige noget. Nej bevares, mod dumhed kæmper selv Gud forgæves.
Det korte og det lange er at jeg nu, 20 Euro fattigere, er udskrevet og ved godt mod og forhåbentlig klar til at møde på arbejde igen i morgen.