Pros and cons

Jeg kan jo ikke benægte min hang til det systematiske og tendens til at sortere alting efter farver (tøj), navn (CD'er) eller højde (bøger). Derfor vil jeg efter knap en måned i Tyskland afslutte august med en for og imod liste.

Cons:

• Her er ingen af mine gode danske venner eller min familie....piiiiiv
• Hvor er mine danske kartofler???
• Fuldstændig sindssyge mobiltelefonipriser
• Troede jeg kunne vænne mig til synkroniserede film....men nej
• Min lejlighed og ikke mindst min 140 cm brede seng (er indtil videre ikke faldet ud af sengen, men har godt nok været tæt på et par gange)
• Det er altså lidt nemmere når alle bare er dus
  

Pros:

• Her er masser af nye og spændende mennesker
• Leberwurst.....mums!!!
• Fødevarepriser.....jeg lever som en konge!!!
• Rhinen udgør en perfekt løberute
• At bo i midt i gågaden kan altså ikke prissættes
• Cafepriserne er jo ganske rimelige ;-)
  

Hm....alt i alt står den jo på uafgjort, så jeg må nok blive her lidt længere inden jeg afgør om jeg vender tilbage til Danmark. ;-)

Weekend i Bonn

På trods af at Bonn ikke er væsentligt større end Odense, sker der væsentligt mere. Sidste weekend war der volleyball turnering og i den anledning blev der slæbt tonsvis af sand og to tribuner midt ud på Münsterplatz, og så var der ellers volleyball for alle pengene. Denne her weekend er der så både antikmarked og vinfest.
Jeg har selvfølgelig været en tur på markedet og har også fundet (og købt) noget, der faldt i min smag. De to tryk er fra 70'erne (fik jeg at vide ;-)) og passer supergodt ind i min stue......altså i Danmark (nu er du advaret Bodil).
Ellers har ikke bedrevet meget denne weekend, i forhold til mine standarder i hvert fald.
I lørdags tilbragte jeg 2½ time på møntvaskeriet, da jeg havde tre vaske, men kun en maskine. Men hyggeligt var det, og jeg fik både læst min bog færdig og snakket med de andre i vaskeriet.
Senere tog jeg til ekstra- karatetræning (nej, jeg kan ikke lade være!) og efterfølgende fulgtes jeg hjem med en pige fra træningen og vi fik lidt aftensmad og hyggede. Social life, here I come!!!
Det hele besværes dog af at Florence er flyttet ud (af stuen) og dermed har givet os fri adgang til fjernsynet igen. Når man ikke har siddet og stenet foran flimmerkassen i tre uger, er det lidt af en velsignelse at kunne smække benene op og slå hjernen fra. :-)
Overvejer at slutte min søndag af med en tur på stumfilmsfestivalen, hvor der vil være live klavermusik. Nu må vi se.

Loesning paa Kvizz

Der er kommet mange interessante bud, og det er jo altid rart hvis man kan spore lidt engagement. ;-)
Naa, men her kommer oejeblikket alle har ventet paa: Det er en lille beholder, som er supergod til at koere TLC'er i. :-)

Tysk grundighed

Efter en god bytur i lørdags havde jeg det jo lidt skidt om søndagen. Knapt så overraskende. Mere overraskende er det, når det forsætter mandag. Enten har det været en fantastisk våd bytur ellers også er det noget andet galt. Til min skuffelse havde jeg ikke indtaget nok alkohol til at holde tømmermændene kørende til mandag.
Til gengæld lå jeg med feber og mavesmerter natten til tirsdag, hvorefter jeg opsøgte en læge. Hun fortalte mig (efter sølle 1½ times ventetid) at mine symptomer kunne tyde på en blindtarmsbetændelse. Hun var ikke sikker men foretrak at henvise mig til hospitalet, hvor jeg kunne blive undersøgt nærmere. (Nejnej, jeg var slet ikke i panik!!)
Så jeg begiver mig videre (til fods, stolede ikke på mine evner som cyklist i min daværende tilstand) og finder ad omvejen hen til Skt. Elisabeth Hospitalet, hvor jeg så bliver undersøgt (af tre læger og en sygeplejerske....luksus, må man sige) og efterfølgende indlagt til observation.
Jeg får også taget en blodprøve, og til det formål får jeg indsat en slags permanent nål, som sidder i min arm hele tiden og er tapet fast. Jeg tror Maja kalder dem for "butterfly". Jeg føler ikke den store trang til at sammenligne nåle med sommerfugle, faktisk vil jeg vove at påstå at den nål i min arm, var det værste ved opholdet.
Lægerne var meget professionelle, hilste, gav hånd og tiltalte mig med "Frau Hytteballe" (det skal man liiiige vænne sig til), men smile, det havde de færreste lært. Faktisk så det ud som om evnen til at smile aftog omvendt proportionelt med alder og status.
Jeg delte mit værelse med en ung kvinde, der var blevet indlagt med voldsomme mavesmerter, som ingen kunne finde en årsag til (nogen der kan genkende noget??). Det var ikke hendes første tur på sygehuset, og hun var vist godt træt af det. I hvert fald valgte hun at gemme 2/3 af den kontrastvæske, hun skulle drikke (og som skulle være med til at opklare hendes problemer), i en vandflaske, og gemme denne i en skuffe. Afsluttende fik jeg så at jeg vide, at jeg bare ikke skulle sige noget. Nej bevares, mod dumhed kæmper selv Gud forgæves.
Det korte og det lange er at jeg nu, 20 Euro fattigere, er udskrevet og ved godt mod og forhåbentlig klar til at møde på arbejde igen i morgen.

Historisk Vinfest

Det er nok ikke nogen hemmelighed, at jeg har en svag forkærlighed for rødvin. Dertil er ingen begivenhed bedre til at udleve sin tilbøjelighed end den historiske vinfestival i Heimersheim http://www.historisches-weinfest-heimersheim.de/. Det er en begivenhed, der tiltrækker mennesker i alle aldersklasser og det er i sig selv en fryd at se den ellers rimelig beherskede ældre generation af tyskere rende rundt og slingre. :-) Ikke at jeg var i stand til at gå på en lige linie, men mere om det senere.
Heimersheim er en lille by med et fantastisk smukt centrum og til festen opstilles der boder med alt fra vin og mad til kunsthåndværk på middelaldermaner. Mange af indbyggerne er klædt ud og der er musik på alle hjørner. Mig og mine ledsagere slog os ned i et hjørne, hvor der blev spiller på sækkepibe og trommer, en blanding, der lyder overraskende godt.
Bag bandet kan man i baggrunden ane en bruser. Den bruges når man har været nede i den opvarmede badebalje. Den benyttes fortrinsvist uden tøj, men med joint.
Derudover forefindes et super udvalg af middelalderlige madvarer, blandt andet den tyske specialitet, Flammkuchen, der er en slags pizza med supersprød bund. De bages i stenovne og det er hårdt arbejde at producere dem. Armene i forgrunden tilhører en kvinde!!
Ellers er der bare liv og glade dage og et ton mennesker, der resulterer i at alle forsøg på at bevæge sig fra et sted til et andet foregår i snegletempo. Så kan man også rigtig lære hinanden at kende. ;-)
Nå, men jeg regner stærkt med at tømmermændene har fortaget sig i morgen, når jeg skal på arbejde.

Lille Kvizz (mest for kemikere)

Så er det gættetid. Som tidligere nævnt er der jo mange sjove ting i mit nye lab, som jeg ikke har set før. Blandt andet følgende genstand. Jeg var selv dybt fascineret og begejstret.
Der kommer ingen tips endnu, men måske senere, hvis det viser sig at være for svært. ;-)
Men som sagt, byd løs.
PS: Ikke-kemikere må også gerne være med. ;-)

Forbandelsen er brudt

Verden er ikke så gennemført ond som man indimellem tror. Jeg har lige været til min første karatetræning i Bonn (http://www.karate-club-bonn.de/) og det var super. :-)
Trænere, der hilser på en (ja, man bliver helt nervøs) og motiverer og giver tips. Det er bare helt vildt. ;-)

Traeneren fra helvede (eller lidt guf til jiu-jitsu-ka'erne)

Eftersom jeg jo er sports - og ikke mindst kampsportsfanatisk, saa har jeg jo soegt efter muligheder for at traene jiu-jitsu her i Bonn. I gaar aftes skulle jeg saa (efter 10 timer i lab:-S) til min foerste traening i Bonn.
Jeg finder ud af at jeg har misforstaaet hjemmesiden (som om det var en udfordring), for her traenes godt nok jiu-jitsu, men blandet med ashihara-karate og EOS, en mere voldelig videreudvikling af jiu-jitsu. Den korte version: der bliver kaempet, meget og med fuldkontakt.
Jeg taenker straks, at den stilart har jeg ingen grad indenfor, saa jeg iklaeder mig mit hvide baelte, som jeg ikke har haft paa i 9 aar (lidt spoejs fornemmelse). Hertil skal det lige siges at alle klaeder om sammen, saa jeg ender lige med at smutte en tur ind paa toilettet, da jeg ikke foeler trang til at udsaette et helt omklaedningsrum fyldt med maend ( + en kvindelig traener) for mine atributter.
Derefter maa jeg selv gaa over til den kvindelige traener, der indtil videre fuldstaendig har ignoreret mig og praesentere mig selv og min baggrund. Jeg naevner ikke min 1. dan, men siger bare at jeg har traenet jiu-jitsu i Danmark.
Nu begynder saa mine halvanden time i helvede. Den kvindelige traener er konstant over mig og retter mig hele tiden. I en omgang gulvkamp (hvilket virkelig ikke er min staerke side) med traeneren spoerger jeg hende om lidt tips og fif, men faar bare at vide, at jeg bare skal kaempe og "foele" mig frem. Naa, saadan!
Senere spoerger hun til min grad og jeg fortaeller at jeg har 1. dan. "Det overrasker mig godt nok" er svaret, som alle i oevrigt hoerer. Derefter bliver det rigtig sjovt. Alle mine faldteknikker forkerte, hver gang jeg laver de mindste fejl er hun over mig for "det burde min traener da have laer mig", min paradestand er forkert og det samme er min parader, for "det her er jo ikke shotokan-karate".
Eneste lyspunkt i halvanden times hetz er fyrene fra holdet, der gerne vil hjaelpe mig og give mig tips. Og indimellem er der en, der kommer over til mig og siger jeg ikke skal tage mig saa meget af hende, hun har en daarlig dag.
Saa den korte version er, at jeg aldrig saetter mine ben paa det sted igen. Hun kan faa lov at forblive eneste medlem med to X-kromosomer for all I care. Imens vil jeg begive mig paa jagt efter en klub, der rent faktisk er interesseret i nye medlemmer.

Lidt guf til scienterne

Den første dag i lab var som en gåtur på glødende kul. Tusinde nye metoder, masser af anderledes apparatur og kun nye mennesker. Ahhh!!!! Og så gik alt jeg rørte ved selvfølgelig helt galt, det er jo klart. Jeg har dog fået min egen computer, hvor jeg pænt har placeret min laboratorierotte. :-)
Men for at vende tilbage til det vigtige: Lab! For det første er jeg pt. den eneste ikke Ph.D. studerende. Her er faktisk ikke mindre en fem stk. De er klassificeret erfarne nok til ikke at behøve at have kittel på. Det er jeg så ikke. Jeg behøver vel ikke nævne hvor åndet jeg føler mig når jeg som ene mand har kittel på?
Så vi er enige om at jeg allerede føler mig som en alien. Dertil kommer at jeg aldrig har hørt om Schlenk-metoden (det har Maria så hurra for det), eller har brugt en vakuumpumpe med to frysefælder eller set et fordelingsanlæg inde i stinkskabet, der kan bytte mellem Argon og vakuum. Men det hat jeg lært nu. Og det har også fordele rent faktisk at vide, hvor meget vakuum man har på.
Og plads, det er der. Vi kommer ikke til at gå og gnide op ad hinanden. På billedet ses det lab jeg arbejder i, og lige nu er vi tre derinde, i morgen to, for den ene går på ferie. Jeg går selvfølgelig stadig og leder efter alting og spørger om alting, men indtil videre er der ingen, der har slået mig irritation, så jeg synes det går godt. :-)
Til dagens succeshistorie hører også at jeg i dag kørte en søjle, hvor alt stoffet var ude efter 12. fraktion og der ikke var en eneste blandet fraktion (tag den helle ;-)).
Desværre har de ikke en søjlemaskine (I miss u Tage), til gengæld har de en fraktionsopsamler. Ikke at det er nogen store hjælp, jeg foretrækker at gøre det selv. Men det de har er en splinterny rotafordamper. Kolben køres ned i vandet elektrisk og vakuumet kan indstilles!! Det er helt vildt, jeg havde den ned på 4 mbar i dag. Jeg er DYBT imponeret. :-) Jeg håber det bliver ved på den måde.

Rhinlandet

Meget kan man sige om at bo i centrum, fx. at der er for meget larm, for meget smog, for mange mennesker, MEN når man i løbet af fem minutter kan komme ned til Rhinen er jeg faktisk ret fleksibel. På billedet er vist en lille del af min nye løberute. Slå den Danmark! ;-)


Ellers er forældrene lige rejst og på trods af at jeg synes de er dødirreterende, så savner jeg dem alligevel. Gud forstå hvorfor menneskelige forhold skal være så mærkelige. Jeg savner selvfølgelig også alle mine venner. Det er først nu at jeg opdager, hvor ensom det føles, når man endnu ikke har dannet et netværk.
Jeg er sikker på at det nok skal komme, og indtil da har jeg jo min bedste ven, min lille laptop, min lille baby. Det betyder selvfølgelig at enhver form for kontakt fra Jer er mere end bare almindelig velkommen.

Har dog fundet dele af mit gamle netværk i form af mine gamle klassekammerater fra 4. klasse på Tysklands svar på facebook www.wer-kennt-wen.de. Det skal nok blive sjovt når man ikke har set hinanden i 13 år.
Ellers venter jeg stadig på mit SIM-kort, der er røget tilbage til afsenderen fordi vi ikke liiiige nåede at sætte mit navn på døren før torsdag. Så indtil videre er skype min redning, da det ikke er helt billigt at ringe til en tysk telefon fra en dansk mobiltelefon i Tyskland (Surprise!!).
I morgen er planen at tage til min første jiu-jitsu træning i Tyskland (kan jo ikke holde mig væk), så det bliver meget spændende. Nu må vi bare håbe de kan lide mig, ellers må jeg jo banke fornuften ind i dem. ;-)

Beliggenhed

Så er man tilbage igen. Her går det stadig godt, men jeg frygter dog for min økonomi, da jeg bor midt i gågaden med tøjforretinger (Zara!!!!), skobutikker og cafeer lige om hjørnet til at friste svage sjæle som min egen. Suk! Det er da heller ikke nemt!
Det kemiske institut (eller Kekulé-instituttet) har en helt anden slags central beliggenhed. Der er til enhver tid mulighed for at spejde ud af vinduet og få øje på en letpåklædt kvinde (eller tre) i meget kort nederdel og tilsvarende høje hæle. Jeps, der er direkte udsigt (og adgang, hvis man ellers lyster) til Endenichs luderkvarter. Så har man også prøvet det. ;-)

Ankommet

Så er jeg lykkeligt ankommet til Bonn og min nye lejlighed er....ja....lille. Den ligger på 4. sal, er fyldt med skråvægge og når man skal i bad, skal man bruge møntindkast. Men til gengæld er den fyldt med søde mennesker. Der er som sagt ikke voldsomt meget plads på mit værelse, og det var lidt af en udfordring at få placeret indholdet af mine tre flyttekasser plus to sportstasker, men det lykkedes med varierende succes (se billede).

Min udlejer er også noget speciel, hun bor på anden sal, mens hendes søn bor på tredje (hvem sagde nepotisme??). Den dame skal godt nok stryges med hårene, men det er jo også godt at få lidt træning i. ;-)

Vi har internet, men indtil videre kun et kabel. Eftersom min sambo skal aflevere sit speciale i morgen, har hun lidt forrang til kablet. Jeg sidder derfor på en cafe (cafe podcast), hvor man via deres hjemmeside, kan følge med i, hvem der sidder på cafeen (http://www.cafe-podcast.de/). Der vil jeg nok være at finde relativt ofte. ;-)

Indtil tirsdag har jeg stadig ferie, så jeg bruger tiden på at slappe af, finde alle de nærmeste jiu-jitsu og karate klubber og på lørdag skal jeg med Remagens Brandvæsens båd med og se "Rhein in Flammen" langs Koblenz. Det bliver bare super!!!