fredag den 31. oktober 2008

Loving and living in Germany

Der er næppe ret mange, der vil være uenige med mig i følgende påstand: Selv om tyskerne er blandt vores nærmeste naboer, er de ret forskellige fra os. Det, der i højere grad hersker uenighed om er, hvorvidt disse forskelle er positive eller negative.
Personligt synes jeg jo, de er positive. Nu er jeg selvfølgelig lettere subjektiv, men på den anden side ved jeg også hvad jeg taler om.

Fordom nr. 1: Tyskere har ingen humor
Det er jo lodret forkert. Tyskere har masser af humor og de viser den gerne gennem talrige cabareter og prunksitzunger til karneval. MEN tyskere kan ikke forstå ironi, et problem de deler med ca. 90 % af verdensbefolkningen (mit lab er undtagelse ;-)).

Fordom 2: Tyskere er autoritære og har det bedst iført en uniform mens de modtager ordrer
Bare fordi man ofte tiltaler folk i tredje person flertal, betyder det ikke at man respekterer dem. ;-) Et godt eksempel er det tyske rygeforbud. Officielt gælder der et lignende rygeforbud som in Danmark, bortset fra at undtagelserne er totalt uoverskueligt. En af disse er, at forbuddet ikke gælder for private klubber, så i mange diskoteker og barer skal man "meldes ind" for at komme ind. Det betyder for eksempel at jeg allerede er medlem af to rygeklubber uden nogensinde at have røget en cigaret.

Fordom 3: Tysk mad er elendigt
Al mad er elendig, når den indtages på Monarc eller lignende. Hvis der er noget tyskerne kan, så er det at lave fødevarer af kvalitet (og så til meget rimelige priser ;-)). Dette skyldes blandt andet, at der er regler for hvor meget kød, der skal være i en vare, før man må kalde det kød. Det har blandt andet skabt problemer for de franske patéer. :-)

Fordom 4: Tyskere er paragrafryttere
Den fordom har jeg selv måtte erkende mig skyldig i, men no more!! Jeg var meget nervøs inden jeg flyttede hertil for alt det papirarbejde jeg skulle igennem, men det viste sig at gå meget nemmere end forventet. Tilmed var de sagsbehandlere jeg har mødt rigtig søde og afslappede! Det er mere end jeg kan påstå om de danske skrankepaver jeg har mødt.

Fordom 5: Den typiske tyske kvinde er en god Hausfrau!
Heller ikke helt korrekt, selv om der helt klart er betydeligt flere hjemmegående kvinder end i Danmark. Dog er dette billede ved at ændre sig. Til gengæld er landet stadig præget af et lettere forældet kvindebillede. Dette giver sig til udtryk på flere forskellige måder. En af de mere positive konsekvenser er, at man som kvinde sjældent behøver at tage penge med i byen. Drinks skal man såmen nok få alligevel. ;-)

Og til sidst lige et billede der viser tyskere, som man aldrig har set dem før. ;-)

fredag den 24. oktober 2008

Sperrmüll og barndomserindringer

Lige for tiden fyldes gaderne i Bonn med stort, voluminøst affald. Det er ikke et tegn på at tyskerne er ved at falde af på deres ordnenssans, men et tegn på at Sperrmüll nærmer sig. Sperrmüll er et arrangement der foregår fire gange om året og i sin enkelthed går ud på at stille al det affald, som ikke kan være i skraldespanden ud på gaden, hvor det så bliver hentet af byens renoveringsselskab.
Udover at det nogle gange kan være lidt af en udfordring at passere fortove i denne periode, er det også den syvende himmel for klunsere og børn. Klunserne kan altid finde et eller andet de mangler, det være sig stole, madrasser eller tilbehør til IKEA-reolen.
Børnene kan til gengæld finde alt, hvad der kræves for at bygge en lille hule inkl. badeværelse og tv. Jeg var selv en inkarneret Sperrmüll-fan og flittig samler af andres affald, hvilket mine forældre kan bekræfte. De vil sent glemme den dag, jeg kom slæbende hjem med en 2 meter høj papfigur, som var blevet kasseret af videoteket. :-)
Så når jeg går forbi bunkerne af affald, kan jeg ikke lade være med at se, om der nu er noget jeg kan bruge. Bortset fra at nu er jeg ikke barn mere, nu er jeg bare klunser. :-(

onsdag den 22. oktober 2008

Palmerne i Malaga

Sol er en helt essentiel faktor i vores liv og vores biokemi. Uden sol ingen D-vitaminer og uden D-vitaminer er livet bare ikke særlig sjovt. Derfor har jeg lige været i Malaga for at få tanket sol til den forestående vinter.....nåja, og for at besøge min gode veninde Stine. ;-)
Og det var en god oplevelse, soltanken er omend ikke fyldt op så i hvert fald påfyldt, men jeg savner stadig palmerne og Stine.
Det fascinerende ved Spanien er, at man slet ikke går det mindste op i, hvordan husene ser ud indefra. Det er jo heller ikke særlig vigtigt, når man alligevel tilbringer det meste af livet udenfor. For det gør de! Samtidig blev døgnrytmen godt og grundigt forstyrret, da man i spanien spiser morgenmad kl. 11, frokost kl. 15-16 stykker og aftensmad ved 22-tiden. Det lykkedes mig dog, takket være ganske mange byture, at følge den spanske metode ganske godt. ;-)
Samtidig fik Stine og jeg sat en ikke ubetydelig mængde tapas til livs, ikke mindst fordi Stine jo kender alle de rigtige steder. Derudover er det klart en fordel at tale spansk, da frasen "no habla espaniol" meget sjældent resulterer i at der bliver snakket engelsk. Der bliver muligvis talt langsommere spansk, men engelsk er lidt et særsyn.....eller hvordan man nu siger det. Det gør nu ikke så meget, for langt de fleste spaniere er virkelig søde. Så må man bare smile sig gennem menukortet. ;-)
Ellers er der meget smukt i Malaga. De har virkelig forstået jugendstil-konceptet og mit kamera kom virkelig på overarbejde. Dog skal det bemærkes at spanierne heller ikke går så meget op i hvordan deres huse ser ud udefra. Der hænges gerne vasketøj eller gamle CD-rom'er ud på altanen (for at skræmme duerne).
Så turen var helt klart værd, at jeg nu skal leve af pasta resten af måneden og der er jo heller ikke så længe til. ;-)

mandag den 6. oktober 2008

Menneskene i Skilteskoven

Hvis man nogensinde har kørt i en almindelig tysk by, er man ikke i tvivl, bogstaveligt talt. Der er skilte overalt, der fortæller dig hvor du skal parkere (en gang per 50 meter), om cyklisters og sporvognes forkørselsret (gerne med flere forskellige skilte) og hvad man ellers kunne komme (og især ikke komme) i tvivl om.
Nu synes selv tyskerne at det er blevet for meget og i den forbindelse har man startet en aktion. Der vanker en dusør til enhver medarbejder indenfor bygge - og anlægssektoren på 10 Euro per udnøvendigt skilt, de fjerner. Så NU bør ethvert skilt frygte for sin eksistens.
Så enkelt er det dog ikke. Belønningen kan først indkasseres, når man har indsendt sit bud på skiltet først og fået det godkendt.
Hvem sagde at tyskerne var bureaukrater? ;-)

onsdag den 1. oktober 2008

Amsterdam by night.....and day

Amsterdam er en by jeg indtil videre kun har set sammen med mine forældre, da jeg var 16 og kun en dag. Det er jo længe ikke nok, så da de tyske statsbaner satte billetter på tilbud til alle større byer i Europa, var jeg klar!
Efter en lille togtur på 4 timer ankom jeg uden den store forsinkelse (se DET er en sjældenhed!) til Amsterdam og begav mig ud for at finde mit hostel. Det har jeg fået anbefalet af min gode veninde Pippi, og jeg kan kun give anbefalingen videre. The flying pig hostel er superhyggeligt og afslappet med lounging-område, bar og godt selskab.
Det gode selskab løb jeg ind i lige efter jeg trådte ind i mit værelse. Der mødte jeg Dimi, som er australier med græsk afstamning. Hendes rejsemakker, Alex, lå og sov, fordi hun var lidt småsyg, og så gik vi en os en tur i Amsterdam.
Resten af weekenden hægtede jeg mig på de to og deres overraskende store omgangskreds, der tilfældigvis befandt sig i Amsterdam denne weekend. Dog ramte de begge køjen ret tidligt, hvorefter jeg tog videre på disko (læs: tekno, med store lysskærme) sammen med en fyr fra Columbien.
Jeg var først hjemme igen kl 5 og skulle rydde min seng kl. 10.30, så det meste af søndagen var jeg lettere medtaget. Desværre blev det ikke til så meget museumsværk, da mine ledsagere var lidt sløve og insiterede på at købe svampe som de kunne spise inden Van-Gogh-museet. Jeg er jo en sød pige, så det skulle jeg i hvert fald ikke nyde noget af. ;-)
Men generelt rækker 24 timer ikke til at se Amsterdam ordentligt, så derfor skal jeg helt klart af sted igen. Næste gang kunne det dog være rart at have en rejsefælle, så bare meld jer! ;-)
Jeg fik dog en lille souvenir med hjem i form af Alex' forkølelse, så de sidste par dage har stået på stirren på computeren herhjemme iblandet en god omgang te og varme sokker. Nåja, så glemmer man da ikke den tur.